For fem år siden oprettede jeg forbindelse til en person på LinkedIn.
Dengang føltes det som en almindelig sociale medier-forbindelse — høflig, afstandtagende og nem at glemme.
For nylig skete der noget uventet.
En LinkedIn-kontakt fra Canada inviterede mig inderligt til frokost. Han havde nævnt det før, og jeg tænkte ikke så meget over det. Vi kender alle sammen hvordan invitationer på sociale medier kan være — nogle gange bare et venskabeligt gestus. Men efter han vendte tilbage fra Mexico, tog han kontakt igen, denne gang alvorligt og velovervejet. Det var dengang jeg indså, at han virkelig mente det.
Jeg tjekkede vores forbindelseshistorik.
Vi har været forbundet på LinkedIn i fem år.
I løbet af disse fem år har vi aldrig aktivt diskuteret forretning. Der var ingen handel, ingen projekter, ingen konstante beskeder. Vi interagerede blot lejlighedsvis — et like her, en kommentar der. Stille, konsekvent og ægte.
Han er britisk, studerede i USA, bosatte sig senere i Canada og har haft forretninger med Kina i over 45 år. Når han taler om Kina, kender han utrolig mange byer rigtig godt – nogle gange endda bedre end folk, der voksede op der.
Til vores frokost sendte han mig flere restaurantmuligheder på forhånd, hvor han havde taget højde for beliggenhed og stil, og havde endda reserveret bord i god tid. Vi bor i forskellige byer – han kørte cirka 45 minutter, og jeg kørte næsten en time. Vi valgte et sted imellem. Heldigvis var vejret medskyldende, og det sneede ikke den dag.
Da vi endelig mødtes, løb samtalen meget mere naturligt, end jeg havde forventet. Det føltes ikke som at møde en 'online-forbindelse' for første gang – det føltes som at mødes med en gammel ven. Vi snakkede om forretning, kultur, Kina, Europa og Canada.
Hans hustru er græsk og taler tre sprog: engelsk, græsk og et slavisk sprog. Ærligt talt var jeg ikke overrasket. Flersprogede familier er meget almindelige i udlandet – ét sprog fra faren, ét fra moderen og så det sprog, der tales i det land, hvor de bor.
Så sagde han noget, der virkelig blev hængende hos mig:
„Pæne mennesker møder pæne mennesker.“
Det er en simpel sætning, men i det øjeblik føltes den dybt sand.
Han sagde også noget andet, som betød meget for mig:
„Din engelsk er meget god. Mere vigtigt er det, at du ved, hvordan man udtrykker sig selv og sit firma på LinkedIn.“
Det var første gang, at en udenlandsk professionel åbent anerkendte det arbejde, jeg har udført på LinkedIn. Han fortalte mig, at blandt de mange kinesiske fagfolk, han har arbejdet sammen med, er der kun få, der er villige – eller i stand – til konsekvent at bruge sociale medieplatforme i udlandet til langfristigt at opbygge en personlig profil og formidle virksomhedens værdier.
Han sagde, at han havde fulgt mine indlæg i lang tid.
Det var da jeg indså noget vigtigt:
Mange ting, som du tror ingen ser, bliver faktisk stille observeret.
Vi snakkede næsten hele tiden. Hvad vi spiste? Bare burgere og pommes frites. Ærligt talt, i øjeblikke som disse, betyder mad ikke noget. Det, der betød noget, var, at dette var et rigtigt, offline møde, der startede på LinkedIn.
Ikke for en aftale.
Ikke for samarbejde.
Når jeg ser tilbage på min rejse — fra intet til gradvist at bygge noget — indser jeg, at jeg har mødt mange mennesker, som gerne ville hjælpe undervejs.
Nogle relationer blev aldrig presset for afkast.
Nogle gange handlede det simpelthen om først og fremmest at være en god person.
Pæne mennesker møder pæne mennesker.
En grundlæggers refleksion over en fem år lang LinkedIn-forbindelse, der udviklede sig til et livsmøde — og hvorfor tillid, konsekvens og personligt brand er vigtige i global forretning.
EN
